fredag den 30. december 2016

Minihave


Har længe villet lave en minihave med rigtige planter. Vores lokale plantecenter her lige nu masser af gode tilbud, så jeg har lavet denne lille sammenplantning til vores spisebord. Der kommer måske et lille miniaturefuglehus i også...

fredag den 23. december 2016

Nyt juletræ til dukkehuset

Jeg købte et juletræ på miniaturemarkedet i Odense, og i dag har jeg lavet pynt til det. Det stod i en urtepotte, men jeg har lavet en juletræsfod af en ispind istedet.

Flagguirlanden er et kit fra Odensemarkedet. Det meste pynt er lavet af perler. Lysene er også perler, og lyseholderne har jeg lavet af perlesøm. Englene er stanset ud i karton.


Glædelig jul.



søndag den 11. december 2016

Køkken i dukkehuset



Jeg har længe villet lave et køkkenmøbel med håndvask, men jeg har savnet den rette vejledning - man kan selvfølgelig selv gå igang, men det er nu dejligt med en fornuftig vejledning med fremgangsmåde og mål. Og det fandt jeg endelig i denne skønne bog, og jeg er helt godt tilfreds med resultatet.
 

lørdag den 3. december 2016

Radio i dukkehuset

Så kan der komme radio i dukkehuset - vi lavede dem i tirsdags i Skanderborg miniatureklub.
De er lavet af tungespartler. Der derudover har jeg brugt lidt stof, to nåle, to perler og print fra dette link:


torsdag den 1. december 2016

Julekort

Der manglede julekort i kortkassen, så jeg har lige 26 kort, siden jeg kom hjem fra arbejde i dag!

tirsdag den 8. november 2016

Bornholmerur til dukkehuset

I mange år har jeg villet lave et bornholmerur, og pludselig fandt jeg en fin vejledning på nettet vha. Pinterest - http://naturessoulminiatures.blogspot.dk/2014/12/miniature-grandfather-clock-shelf.html?m=1
Jeg har brugt 4 tungespartler.


onsdag den 19. oktober 2016

Bagerbutik

For flere år siden kunne man købe et kit til en bagerbutik af hollandske Sylvia på messen i Farum. Jeg købte det ikke, og det fortrød jeg bagefter. Heldigvis var der en fra miniatureklubben i Skanderborg, der ville sælge sit kit til mig.

Det har taget mig nogle aftener, men nu er jeg færdig og egentlig helt godt tilfreds, selvom jeg ikke er særlig skrap til at modellere - her er brød heldigvis ikke det værste sted at starte...

Planen er, at butikken skal flytte ind i mit dukkehus. De skal være en del af et konditori - så må vi se, om jeg kan tage mig sammen og lave nogle fimokager...




onsdag den 5. oktober 2016

Minidrivhus til dukkehuset

Det går helt godt med det kreative for tiden... Jeg har netop færdiggjort dette lille minidrivhus til dukkehuset - se vejledning her: http://mitmini.blogspot.dk/2015/04/tutorial-minidrivhus.html?m=0

Nu må vi se, om der skal noget ind i det...


lørdag den 1. oktober 2016

Toilet til dukkehuset

Først et badekar, så et toiletmøbel med håndvask og spejl og derefter en brusekabine. Så må man også få lavet et toilet...


Jeg har for mange år siden lavet det, som er vist herunder. Jeg har ledt og ledt efter andre ideer til toiletter, men jeg fandt ikke noget, der var bedre, så jeg måtte i gang ned en kopi. Det første toilet modellerede jeg af selvhærdende ler, men sådan noget havde jeg ikke lige liggende denne gang. Til gengæld havde jeg gips og modellervoks, så jeg besluttede mig for at forsøge at støbe toilettet i gips. Jeg trykkede toilettet ned i modellervoks - først den ene side og så den anden side. Herefter hældte jeg gips ned i modellervoksformene.

Herunder har jeg lige taget gipsen af modellervoksformene. Der skal pudses en del, inden de kan limes sammen...

Så er der pudset, og de to dele er limet sammen.

Og herunder er så det færdige resultat. Min mand siger, at snoren sidder i den forkerte side, men det passede altså bedst, da jeg lavede det...

Jeg har monteret et ultra-lille hængsel på toiletbrættet.



torsdag den 29. september 2016

Kort med Crazy Birds

Jeg var til scraphygge hos Scrapbookfun i Give i tirsdags sammen med Inger.
Jeg fik lavet disse kort efter inspiration fra pinterest.

søndag den 28. august 2016

Brusekabine til dukkehuset

det spanske blad Miniaturas blev der på et tidspunkt vist en brusekabine. 



Jeg har desværre ikke bladet, men har fundet brusekabinen på pinterest, og er faldet pladask for den. Jeg måtte bare lave sådan en. Og nu er jeg så i gang... Jeg har fundet billeder af fremgangsmåden, men der var ingen mål, så jeg har selv vurderet dem. På billedet fra Pinterest kan man se navnet på hjemmesiden, det kommer fra. På den side vises flere forskellige varianter af brusekabinen, og der er masser af gode ideer til pynt og udsmykning.

Jeg startede med at skære plader til selve kabinen. Bunden (77x76mm) er lavet af 2mm finer, mens siderne er af 1mm finer. Bagside og venstre side (set forfra) er 77x179mm. Højre side er 77x141mm.

Jeg har lavet bunden færdig, inden jeg har sat siderne fast. Jeg har brugt træliste 5x8mm, 2 stk 77mm, 2 stk 65mm. De er limet fast.
Derefter har jeg smurt noget spartelmasse i, så der blev skrå kanter. Jeg forsøgte først med lister på 8x8mm, som jeg forsøgte at snitte til, så de fik en skrå flade, men det lykkedes ikke ret godt. Men det kan sikkert gøres på mange andre måder... Har fx tænkt at man også kunne lave de skrå kanter af fimo.
Da spartelmassen var nogenlunde tør, skar jeg nogle strimler af flisetapet (har nok købt det hos Miniseum) og monterede først på de øverste kanter, så et stykke i bunden og så på de skrå kanter. Til sidst satte jeg en tryklås i bunden som afløb - har nappet "dutten" af først.

Herefter blev sider og bagstykke limet fast.
Herefter har jeg beklædt indersiden med kaffepinde, som passer i højden med højre side af kabinen (set forfra). Der gik ca. 42 pinde til indersiden.
Så har jeg monteret lister i bunden af kabinen på ydersiden. Der har jeg brugt 10x2mm lister. 2 stk til siderne på 77mm. 1 stk til fronten på 85mm.
Har monteret kaffepinde på højre yderside (ca 14 stk).
Har monteret kantliste ovenpå kaffepindene. På venstre side og på bagstykket er det brugt 5x2mm liste, hhv.  76 og 67mm. På højre side har jeg brugt 8x2mm liste, 75mm.
Herefter har jeg beklædt venstre yderside med kaffepinde (ca 14 stk). Og så har jeg monteret en pynteliste (en kaffepind) på overkanten af venstre side og derefter på forkanten af venstre side.
Af kaffepinde har jeg lavet det lille vindue foroven. Jeg har lavet en ramme først, der passer med hullet i toppen af brusekabinen, hvor det jo skal sidde. Først har jeg sat pinde på i den ene retning og så i den anden retning.

Det færdige vindue er her limet fast.

Jeg havde dog en lille udfordring med at få det til at passe, så jeg har lige skåret en anelse af toppen af bagbeklædningen.
Til sidst har jeg monteret pyntelister (kaffepinde) på forsiden af højresiden 
samt allerøverst.

Så skal der sættes bruser i. Bruserrøret er lavet af 2mm messingrør, ca 22cm. Det er ca 17cm på det lange stykke, ca 3cm i midten og ca 2cm på det korte stykke. Brusehovedet er lavet af et 10mm enderør og et lille Scrapbooking pynteur, ø15mm, der er limet sammen og monteret på bruserstangen. Ovenpå urskiven har jeg monteret en fladtrykt perleskål. Vandhanen er lavet af to små forskellige metalperler, der er limet sammen og limet på bruserstangen.

Jeg har boret et 2mm hul i kanten af bruserkabinen til montering af bruserstangen.

Badeforhænget skal nu gøres klar. Stoffet måler 11x17,5cm. I toppen er der lavet et lille ombuk - det er limet. Jeg har limet blonder på de øvrige sider.

Så har jeg monteret små o-ringe direkte i stoffet, og skåret en en 3mm rundstok til, så den passer mellem brusekabinens sider.
Brusekabinen er først malet, derefter har jeg monteret badeforhæng og stang samt bruser.
Jeg har lavet en lille hjørnehylde efter inspiration den hjemmeside, som vises på billedet fra pinterest. 
Herunder ses stykker til et lille skuffeelement. Skuffen er lavet bagefter, så den passer i hullet.
Jeg har farvet det med stempelsværte, Archival Ink, og jeg har bare gnedet de små træstykker direkte mod sværtepuden.


Herunder ses skuffeelement, spejlhylde og bænk.
Herunder de smykkedimser jeg har brugt til håndklædekrog.
- og her er så håndklædekrogen...
Her er så den færdige brusekabine.





Materialeliste:
2mm finer:
Bunden (77x76mm)
1mm finer: 
Bagside og venstre side (set forfra) er 77x179mm. Højre side er 77x141mm.

Trælister:
5x8mm, 2 stk 77mm, 2 stk 65mm til kanterne i bunden
10x2mm lister. 2 stk til siderne på 77mm. 1 stk til fronten på 85mm til bunden på ydersiden
5x2mm liste, hhv.  76 og 67mm til kantliste over kaffepinde inde i kabinen. På højre side har jeg brugt 8x2mm liste, 75mm.
Ø3mm rundstok til badeforhæng 

Kaffepinde: ca. 80 stk.

Spartelmasse til bunden
Flisetapet
Tryklås til afløb 
20cm messingrør 2mm
Smykkedimser til bruser (se billeder)
O-ringe til montering af badeforhæng
Stof til badeforhæng 11x17,5cm
Blonde


Trælim/Tacky glue
Stoflim/Tacky glue
Smykkelim
Maling
Listesaks
Sav
Hobbykniv
Bidetang
2mm bor