tirsdag den 30. december 2014

ATC-minialbum 1. del

Jeg bruger rigtig meget tid på Pinterest... Jeg stødte på Marjie Kemper (se www.marjiekemper.com) og blev forelsket i et minialbum, hun havde lavet. Selve albummet er ikke noget særligt, men hun har monteret små ATC-kort i det, og det ser bare så godt ud. Så jeg er i gang med noget i samme stil.

Albummet er indtil videre bare lavet af et enkelt sort stykke karton i 30x30. Det er skåret i tre lige store strimler, som hver er foldet 3 gange, så de får 4 lige store felter, der passer perfekt som ramme til ATC-kort. Jeg har limet de tre strimler sammen, så de overlapper hinanden, og dermed er der ti felter tilbage til at montere ATC-kort på. Jeg har lavet de første 5 ATC-kort og monteret dem i albummet. Jeg skal så have lavet de sidste 5, og det satser jeg på at nå, inden jeg igen skal på arbejde på mandag... Jeg overvejer, om der skal laves en form for indpakning evt. vha. mit envelope punch board. Men det kan også være, at det bare for lov at stå som en lang strimmel... Vi får se.







lørdag den 27. december 2014

Miniature-komfur og grydelapper

Jeg har været i gang med at lave et komfur til mit lille dukkehus i fransk landstil, ud fra en vejledning jeg fandt på nettet her.
Gryden lavede jeg for længe siden af et plastiklåg og en knap. Bollerne er lavet af vand og mel, og efter bagningen har de fået en gang lak.
Grydelapperne lavede jeg lige tre sæt af, da har jeg tre komfurer stående. Jeg har bare limet bånd rundt om stof og så sat en hank på af sytråd. Og I må leve med, at billedet vender på siden...

fredag den 26. december 2014

Bryllups-minialbum

Det er efterhånden længe siden, jeg faldt over denne papirserie hos Hobbyboden - jeg var bare nødt til at lave et minialbum med dem. Det er KaiserCraft's "75 cents Collection". Jeg har lavet albummet af sorte papirsposer, som jeg havde liggende fra, da jeg var på minialbum-kursus på Scrap-a-mania for nogle år siden hos Riddersholm Design. Albummet her er lavet på samme måde. Jeg fik lavet selve albummet og sat papir på de forskellige sider, og så kom det ellers bare til at ligge... Jeg havde ikke lige de billeder, der skulle i, og det virkede lidt forkert at pynte det færdigt uden at have billeder i.

Min veninde blev gift med en englænder i ægte Charleston-stil i august 2013, og så var de rigtige billeder der pludselig! Men igen kom billeder og album til at ligge og vente - det er bare ikke altid nemt at få tiden til at slå til. Men nu er det altså juleferie, og vi slapper helt vildt meget af, så der bliver også tid til lidt hobby-hygge. I dag har jeg derfor endelig fået albummet færdigt. Vi får besøg af min veninde og hendes mand her i juleferien, så nu må de hellere få albummet. Billederne er ikke helt skarpe, men jeg har valgt at lade dem være sådan, da det jo er billeder af dem.

Forsiden
 
 
 
 
 
Bagsiden
 Og herunder kommer en række tags, der er lagt i lommerne.
 
 
 

torsdag den 25. december 2014

Fødselsdagskort til Christina fra fødselsdagsgruppe 4

I dag er det Christinas fødselsdag, og jeg har lavet dette kort til hende. Det er Tim Holtz dies, og papiret er fra Echo Parks juleserie Reflections Christmas.
 

tirsdag den 23. december 2014

Fødselsdagskort til Tanja fra fødselsdagsgruppe 4

I dag er det Tanjas fødselsdag, og jeg har lavet dette kort til hende. Det er Tim Holtz dies, og papiret er fra Echo Parks juleserie Reflections Christmas.


tirsdag den 16. december 2014

Julekort-kit

Der kommer mange julekort-kits med bladet Papercraft Inspirations, og jeg har netop samlet endnu et af dem, og de er allerede på vej til modtagerne...

søndag den 14. december 2014

Sylvias Haberdashery (syartikler)

Så blev det endelig færdigt! Jeg købte det skønne kit hos Sylvia fra Holland på Farum messen i maj. Det skønne ved Sylvias kits er, at de indeholder ALT - alle de små lækre detaljer er med, så det endelige projekt bliver bare superlækkert. Jeg har været i gang i den sidste måneds tid, men nu er det altså færdigt. Jeg er glad for det og synes, det er blevet rigtig godt. Jeg har holdt mig meget op af Sylvias oplæg og billede, dog har jeg malet bagbeklædningen hvid. Det har været skønt at arbejde med.
Her er så hele baduljen :-). Selve reolen er lavet af 3 mm krydsfiner, bagbeklædning i overskab og underskabe er lavet af tyk kraftpap. Skufferne er lavet af 1 mm krydsfiner, dog er bunden lavet af tyk kraftpap. Alle de små deltaljer har fået lidt brun sværte på kanterne for at give lidt patina.
Overdelen: Blonderne er viklet om tykke stykker tyk kraftpap. Den lille runde Sigaut-æske er også lavet af tyk kraftpap. Båndrullerne er en stump sugerør monteret mellem to papirskiver med hul i.
De runde og de firkantede æsker er lavet af tynd kraftkarton. De runde er formet rundt om elektrikerrør med udv. diameter på hhv. 16 og 19 mm. De små knap-pakninger er udklip fra kittet, som er limet på tyk kraftpap. Den lille kurv er en lille æskeformet plastikdims, som er beklædt med hvidt stof og fyldt med bånd, blonder, perler, pailletter og et par nåle.
Det ene skuffemodul, hvor nogle af skufferne er blevet overfyldte med stof, blonder, perler, knap-pakninger, perlekæde mv. Grebene på skufferne er små messingsøm med en lille perle på.
Det ene underskab: her fyldt med stof - de nederste er viklet om tykt kraftpap.
Underbordet står der bl.a. endnu en papæske, samt en lille kurv med symønstre. Kurven er lavet af karton, og der er monteret en stump blonde omkring. De små blå hæfter forrest er udklip fra kittet monteret på tykt kraftpap.
Den lille hjertestander er lavet af 1 mm krydsfiner. Garnrullen er en stump sugerør med broderegarn viklet om. Saksen er en lille kjolehægte, der er rettet ud. Den lille æske er lavet af hvid karton, og så er der monteret et silkebånd omkring. De runde æsker er igen udklip fra kittet monteret på to små skiver af tyk kraftpap. De har fået lidt inka-gold på kanterne.
Og det andet underskab...


mandag den 8. december 2014

Miniature-juletræer

I sidste uge havde vi møde i miniatureklubben i Skanderborg. Jeg havde lidt med, så man kunne lave julestjerner (blomster) og mistelten. Inge havde med til at lave nogle supersøde juletræer. Inge havde støbt gipskegler, som vi beklædte med moslignende fnuller og små perler. Krukkerne havde Inge også støbt.